Blindsmagning – ikke kun for nørder!

Blindsmagning af vin er ved at være en populær trend - der er DM i blindsmagning hvert år, hvor nogle af de dygtigste vinfolk i Danmark dyster i hold om at gætte en lang række vine på druer, land, årgang. Selv for garvede vinkendere er det noget af en mundfuld: Dommerne øger niveauet hvert år og holdene begynder træningen flere måneder før konkurrencen. Podcasten ‘Blindsmagerne’ - i øvrigt en af de bedste danske vinpodcast hvis du spørger mig - udforsker i hvert afsnit blindsmagningens hellige kunst. Nogle gange med mere held end andre…. Vinene bliver serveret blindt af afsnittets gæst, vinene beskrives med farve, duft, smag og struktur så den bliver levende for lytteren. Til sidst forsøger værterne at gætte vinen , indimellem imponerende præcist. Selv for de knapt så nørdede er det bestemt et lyt værd. Vinene bliver beskrevet så godt at man selv kan gætte lidt med og så er det krydret med masser af viden om druer, områder og fremstillingsmetoder - men formidlet så de fleste kan følge med. Det er hyggeligt og lærerigt og handler om vin. Alt er godt!

‘Blind’ smagning?

Blindsmagning handler dog om meget mere end at kunne gætte en vin. At smage en vin ‘blindt’ betyder kort sagt at man får serveret en vin man ikke ved hvad er. Farven kan man se, medmindre man har lyst til at udfordre sig selv på alle sanser og bruger sorte glas (!) - mere om det en anden gang. Når man får serveret en vin uden at vide det mindste om den åbner det for en masse muligheder. Selvfølgelig kan du bare åbne svælget, drikke store slurke, snakke løs med vennerne og ikke tænke videre over vinen. Men har man lyst til at lære om vin, er det en fantastisk måde at udvide sin viden på.

I en blindsmagning gælder det om at opleve vinen uden forudsætninger. Uden at kende til druesorten, området vinen er fra - og ikke mindst, hvad vinen har kostet. Det handler om at åbne sanserne, dufte, smage, smage efter og forsøge at sætte ord på hvad sanserne fortæller dig. Man kan bruge et smageskema og gøre det systematisk, det kan være smart hvis man prøver at gætte vinen eller gerne vil lære mere om at beskrive en vins struktur, men det er bestemt ikke et krav. Det er langt vigtigere at få gang i alle sanserne og opleve vinen på den måde. Det er ret overraskende hvor meget man ellers er forudbestemt i sin holdning til en vin, både positivt og negativt, når man har set flasken eller fået at vide hvad man drikker. Ubevidst betyder flaskens etiket fx rigtig meget. Er den indbydende? Fortæller den noget om vinen? Ser den dyr eller billig ud? Er det en druesort du kender og kan lide? En producent du har hørt om? Et område der er kendt for gode vine? Vinen står for sig selv, når den serveres blindt, og du må derfor stole på din egen næse og smagsløg til at bedømme vinen.

Øvelse gør mester

Når jeg træner op til vin-eksamener, forsøger jeg altid at få smagt en masse vine blindt. Det tvinger mig til at sætte mig ned, tage mig god tid til at smage efter og teste mig selv. Jeg skriver ned undervejs og beskriver vinens udseende, dens dufte, hvad den smager af, hvordan syren er, tanninerne, alkoholen, og hvor længe smagen af vinen bliver i munden bagefter. Er det en kendt vintype, fx en chianti classico, kan man bagefter slå vinen op i en vinbog og se, om man har ramt nogenlunde rigtigt eller om sanserne skal trænes lidt mere.

Det er en god træningsmetode for nørder og andre entusiaster - men for mig er blindsmagning egentlig mest interessant når fokus er på at opleve vinen som den er i glasset her og nu. Vinens smagsnoter, duftaromaer, tekstur. Er det godt? Fungerer det? Er der balance? Ændrer vinen sig i glasset? Det giver oftest nogle ret så sjove oplevelser at smage på vin på denne måde.

Afkræftelse af fordomme

Selvom jeg synes jeg har en ret så bred smag i vin og forsøger at være åben overfor det meste, kan det ikke undgåes at have fordomme - både bevidst og ubevidst. En af de fordomme jeg bestemt er bevidst om at jeg har, er at merlot-druen i min optik oftest producere kedelige vine, uden kompleksitet og nerve. Det skyldes, at den er nem at dyrke og derfor bliver brugt af de store producenter til at skyde den ene billige og konventionelle vin af sted efter den anden. Nå ja, og så skyldes det nok også lidt den berømte replik fra kult-filmen ‘Sideways’: “I’m not drinking any fucking merlot”. En replik der i øvrigt kunne ses i det dalende salg af merlotvin i flere år efter filmen udkom i 2004  …..

En af de sjoveste oplevelser jeg har haft med at smage vine blindt, var en ‘ufrivillig’ blindsmagning. Jeg havde købt et par flasker vin af en vinimportør - Olandervin - men fik ikke lige tid til at smage på dem mens jeg stadig kunne huske, hvad det var jeg havde købt. Vinene havde ens etiket og navne, der ikke havde noget at gøre med, hvilke druer der var i. En af flaskerne kom med ned til en kammerat en dag, kom på køl og senere åbnet. Jeg anede ikke, hvad der var i flasken, så selvom jeg kunne se etiketten, var det alligevel en slags blindsmagning. Vinen var fantastisk, meget intens frugt, levende og forandrede sig i glasset, indbydende næse og en god syre. Vi gættede i øst og vest på indholdet, men måtte til sidst på nettet og slå vinen op. Til min store overraskelse viste det sig at vinen var lavet på - ja den har du nok gættet - 100% merlot. En drue jeg ellers undgår og heftigt påstår, kun kan lave uinteressante vine….. havde jeg vidst hvad jeg smagte på, ville jeg på forhånd være en smule kritisk indstillet, være klar til at finde elementer af vinen, jeg ikke brød mig om for at støtte op om min fordom om druen. Men heldigvis anede jeg ikke, hvad jeg smagte - og nu er det en af de vine, jeg tit anbefaler folk at prøve.

How-to

Blindsmagning er bestemt ikke kun for nørder eller noget, man kun bruger til vin-eksamener. Tværtimod er det en nem måde at få en sjov vinoplevelse på, for alle der interesserer sig lidt for vin. Er man ude på en vinbar, kan man altid bede om at få et glas serveret ‘blindt’ og på den måde lade sig overraske. Vil man gerne forsøge sig ud i at gætte vinen kan det dog være smart at bede om en vin lavet på kun én drue, en såkaldt varietal vin, det gør det altså noget nemmere end at forsøge at regne et druemix på 7 forskellige druer ud! Har man en god vinhandler, kan man oftest spørge pænt, om hun vil lave en kasse med et par vine i, der er pakket ind i papir så etiketten er skjult. Aftal budget, lad vinhandleren trylle et par vine frem og gå så hjem og smag løs. Igen kan det være smart at afklare, om man gerne vil forsøge at gætte vinene eller blot prøve at lade sig overraske uden fordomme.

Har man en god gruppe vin-venner eller en vinklub, kan man lave et par tema-aftener hvor man kaster sig ud i blindsmagning. Enten kan alle tage en vin med, der er pakket godt ind og alle i ens indpakning - eller værten kan stå for at købe vinene ind. Man kan selvfølgelig sagtens bare lave et tema der hedder ‘vin til 200 kr’ eller hvad ens budget nu er, men det er nu oftest sjovere og en større oplevelse, hvis man indsnævrer temaet en smule. Ideer til smagninger kunne være: “Chardonnay verden rundt”, “Rødvin fra Californien”, “Pinot Noir - fra 50 til 900 kr”, “Gæt en drue - de 5 mest kendte rødvinsdruer”, “Cabernet Sauvignon - old world vs new world” - og utallige andre måder at sammensætte et smageprogram på. Man er selvfølgelig altid velkommen til at sende mig en mail og få flere ideer til blindsmagninger - eller booke en smagning, så man ikke skal stå for andet end at sætte stole frem 🙂

Vælger man at alle tager en vin med, kan det være en god ide at lave en kasse med penge i, enten fysisk eller på mobilepay hvor budgettet så styres fra. Det åbner op for at nogen kan tage en vin med til 60 kr og andre en til 400 kr - uden at den der køber den dyre vin hænger på en større udgift. Aftaler man fx at budgettet er 200 kr per næse, så overfører den ene 140 kr til kassen - mens den anden får 200 kr af kassen. Skal vinene koste præcis det samme indsnævrer det mulighederne og det er oftest langt mere interessant at smage vine fra forskellige prisklasser. Måske bliver man positivt overrasket over en billigere vin, når man ikke ved hvad man smager? Eller måske forstår man hvorfor noget vin koster mere end andet - det er jo i sidste ende op til den enkeltes smagsløg at vurdere.

Din nye vin-hobby

Uanset hvordan man vælger at kaste sig ud i blindsmagningen, så er det en herlig mulighed for at udfordre sig selv, åbne sanseapparatet op, øve sig i at sætte ord på hvad man dufter og smager, udvide horisonten og måske lære noget nyt.

Share your thoughts

Kontakt: hej@vinformidleren.dk / tlf: 40988034